Mental træner
Coachingtilbud til pige og Kvindespillere i Dalum/Næsby
Om mig:
Jeg hedder Lars Svanes, er 44 år og er far til Frederikke som i år spiller U13 (årgang ‘10).
Jeg har siden 2017 været certificeret ICI coach og har nogle års erfaring med professionel coaching i forskellige sammenhænge.
Jeg er rigtig glad for at få chancen for at bruge mine kompetencer på en lidt anden måde og forhåbentligt til stor gavn for spillere i pige/kvindeafdelingen.
Hvad er coaching:
Coaching er en systematisk og struktureret samtale med en coach, der stiller åbne, afklarende og udfordrende spørgsmål til en problemstilling, som man kan have har svært ved at belyse selv.
Tankegangen bag coaching er at det er den coachede der selv besidder svarene (og ressourcerne) på problemstillingen og at coachen via samtalen understøtter en ønsket forandringsproces hos den enkelte person eller gruppe der bliver coachet.
Min opgave som coach er derfor i bund og grund at være en professionel og neutral samtalepartner.
Jeg har en meget ressourceorienteret tilgang til coachingen.
Om tilbuddet:
Tilbuddet om coaching er et frivilligt tilbud til spillere fra U14 og opefter.
Coachingtilbuddet skal være med understøtte den enkelte spillers trivsel på (og uden for) banen.
Det er den enkelte spiller der (sammen med mig som coach) beslutter temaet for coaching-forløbet. Det kan både være konkrete udfordringer på banen, træningsbanen, omkring den sociale trivsel eller i forhold til at skabe balance mellem fodbolden, skolen, studiet eller andet. Intet er for småt og coaching kan også være forebyggende i forhold til at små ting og problemer vokser sig store og uoverskuelige.
Voksne (trænere/forældre) omkring spilleren må gerne opfordre spilleren til at deltage i et coachingforløb, men det er vigtigt at den der bliver coachet er åben for at der kan eller skal ske en forandring. Med andre ord, er det vigtigt at motivationen for coachingforløbet er til stede
Jeg vil være til stede i Dalum klubhus de fleste onsdage ml. Kl. 17-19.
Jeg vil i dette tidsrum kunne nå at afholde ca. 2 coachsessioner.
Tilmelding/tidsbestilling kan ske ved at der sendes en mail til larssvanes@gmail.com med angivelse af navn og kontakt oplysninger på den spiller der ønsker coaching. En nærmere angivelse af baggrund og problemstilling afklares ved den første samtale og vil derfor ikke være påkrævet ved tilmeldingen.
Jeg vil derefter tage kontakt og aftale nærmere omkring opstart på coachingforløbet.
Varigheden af et coachingforløb er individuelt, men vil typisk omfatte ml. 2-5 sessioner med en samtale ca. hver anden uge.
Det er vigtigt at understrege at coaching intet har at gøre med terapi eller behandling. Coaching vil ikke kunne erstatte andre behandlingstilbud ved dybere psykiske eller mentale problemstillinger.