Ronni Schwartz ny assistenttræner

Dalum IF har ansat den 48 årige Ronni Schwartz som ny assistenttræner for klubbens Danmarksseriehold. Dermed kommer Ronni i de næste godt to år til at understøtte Danni Nørgaard med arbejdet omkring klubbens bedste seniorhold.
Ronni Schwartz er et velkendt navn på den odenseanske fodboldscene både som spiller og træner. Ronni var som ungdomsspiller og de første og bedste senior år i B.1913 inden han siden trappede ned i blandt andet OKS og B.1909.Som træner har Ronni senest været cheftræner i Kildemosen Boldklub, som Ronni med lidt blødende hjerte forlader nu, da holdet er placeret på en meget flot førsteplads i serie 1. Derudover har Ronni Schwartz trænet senior i Marienlyst, Bogense, Krarup/Espe, Holluf Pile og i OKS, så det er en meget erfaren herre der fremover kommer til at arbejde med Dalum spillerne.
Derudover har Ronni i tre år været ansat i Næsby Boldklub, hvor han arbejde med Danmarksserieholdet og U17 Divisionsholdet, så Ronni har allerede tidligere i Næsby stiftet bekendtskab med en del af spillerne i vor Danmarksserietrup.
Vi er meget glade for at vi i dag kan præsentere Ronni Schwartz som ny assistenttræner, da vi kender ham som en meget vidende og dygtig fodboldtræner med en kæmpe erfaring. Derudover er Ronni et rigtigt godt menneske med nogle meget flotte menneskelige egenskaber, som alle på og omkring vort Danmarksseriehold hurtigt vil stifte bekendtskab med.
Da Kildemosen Boldklub er færdig med efterårssæsonen starter Ronni allerede i dag i Dalumjobbet, hvilket også betyder at Kim Drongesen stopper i Dalum IF. Dalum IF har prioriteret at have en assistenttræner der vil være til stede ved alle kampe og træninger og dette var ikke muligt for Kim Drongesen, da han også skal passe sit scouting job i FC Nordsjælland. Dalum IF vil dog gerne takke Kim Drongesen for et veludført job de sidste fire måneder, som naturligvis har været præget af de forskellige skift af trænere, men Kim har ydet er flot faglig indsats gennem hele forløbet. Derfor en stor tak til Kim fra alle på og omkring Danmarksserieholdet i Dalum IF og rigtig meget held og lykke med fremtiden.
Ronni Schwartz kan første gang opleves på Dalum trænerbænken på lørdag i Danmarkseriekampen mod Horsens FS som afvikles på TOTALBANEN i hjertet af Dalum.