Velbesøgt generalforsamling og tilfredsstillende overskud i Dalum IF

Her kommer et kortere resume af den ordinære generalforsamling som blev afholdt tirsdag den 4. marts 2025 på det ikoniske tidspunkt kl. 19.31. Et mere udførligt referat vil følge senere.
Dalum Ifs Formand Lars Peter Hermansen bød de 68 stemmeberettigede medlemmer velkommen og efterfølgende blev advokat Bo Tverskov valgt enstemmigt til dirigent.
Først det triste indslag da Dalum Ifs æresmedlem Bent ”Dommer” Pedersen var gået bort i januar måned 2025. Forsamlingen mindedes Bent med klapsalver i 30 sekunder.
Derefter indledte Lars Peter beretningen med, at 2025 havde været et turbulent år for Dalum IF med 3 bestyrelser, 3 formænd, dårlig omtale i Fyens Stiftstidende samt tvivl om lånet ved Odense Kommune. Klubben har dog reddet stormen af, og er kommet styrket ud på den anden side. Tak til alle de medlemmer, forældre og ledere som har bidraget til det.
Det overordnede fokuspunkt for bestyrelsen har været at få styr på økonomien, herunder øgede indtægter, men også tiltag på tværs af klubben er blevet prioriteret samt udvikling af organisationen og forbedring af klubbens faciliteter. Derudover har det været vigtigt at forlænge samarbejdet med OB, og det blev effektueret i efteråret. Det er mange af de samme fokuspunkter, som klubben også vil arbejde videre med i 2025.
Derefter gennemgik revisor Jeppe Pedersen, Baker Tilly årsrapporten/regnskabet 2024 som gav et tilfredsstillende overskud på kr. 617.000. Det tilfredsstillende resultat var kommet i stand primært fra en pæn stigning i sponsorindtægterne, samt ekstraordinære indtægter i forbindelse med Aleksander Bah og Luca Kjerrumgaard. Derudover har der været forskellige besparelser og en stram styring af omkostningerne. Likviditeten er ligeledes blevet forbedret qua aftalen med Odense Kommune, som Dalum IF gerne vil takke for det gode samarbejde.
Bestyrelsen har valgt at fortsætte med uændrede kontingentsatser i 2025, men til gengæld stillet forslag om indførelse af et licens-/elitetillæg på drengesiden fra U10-U19 (dog ikke for U17 i 2025). Indførelse af licens-/elitetillægget var en nødvendighed, hvis Dalum IF fortsat skal være konkurrencedygtige med talentarbejdet og dermed blive i DBUs licenssystem. Licens-/elitetillægget er for udvalgte spillere i følgende årgange og andrager pr. halvsæson: for U10-U11 kr. 250, U12 kr. 500 og for de resterende årgange kr. 875. Licens-/Elitetillægget vil blive opkrævet hver den 1/5 og den 1/9.
Licens-/Elitetillægget blev vedtaget af generalforsamlingen med stor majoritet.
Bestyrelsen havde ligeledes indstillet til en stigning af pige licens-/elitetillægget i klubsamarbejdet med Næsby Boldklub. For U19 DM & U16 DM fra 1.000 kr. til kr. 1.250 pr. halvår og for U13 Liga 1, U14 Liga 1 og for U17 Liga 1 fra kr. 500 til kr. 875.
Også her valgte generalforsamlingen at vedtage bestyrelsens indstilling.
Efterfølgende gennemgik kasserer Kim Nielsen diverse forslag til vedtægtsændringer, hvoraf de fleste var en modernisering af sprogbrug m.v. Dog var et af forslagene at give mulighed for en bestyrelse på 4-6 medlemmer udover formanden.
Også her valgte generalforsamlingen med overvejende majoritet at godkende bestyrelsens forslag.
Derefter kunne generalforsamlingen gå til valg til bestyrelsen, hvor der var genvalg til bestyrelsesmedlem Nina Bøg Madsen og kasserer Kim Nielsen. Med muligheden for at kunne udvide bestyrelsen blev Nicolas Drost From nyvalgt. Tillykke med valgene samt velkommen til Nicolas i bestyrelsen.
Generalforsamlingen var nu nået til eventuelt, hvor der også var spændende nyt. Mick Breith havde medbragt to Dalum IF trøjer og han fik derfor ordet. Årsagen var at klubben fik to nye og meget fortjente æresmedlemmer i Ole Breith og Steen Johansen. Begge har i en årrække været, og er stadig meget aktive i Dalum IF, så stort og velfortjent tillykke til begge.
Derefter kunne formand Lars Peter Hermansen takke for en god generalforsamling med en fin debat og en fornemmelse af at rigtig mange vil bidrage til at udvikle vores klub på alle planer også her i 2025.
Steen Johansen med et synligt bevis på at være blevet æresmedlem
Her er det så Ole Breiths tur til at modtage æresmedlemsskabet