Menu

Æresmedlem Bent Pedersen er gået bort

image
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
15. januar 2025 kl. 19:48

Dalum IF har fået den kedelige meddelelse at vort æresmedlem Bent Pedersen er gået bort i nat i en alder af 79 år.

Bent ”dommer” som han kun blev kaldt i Dalum IF sammenhæng har været en sand legende i Dalum IF, hvor han har haft adskillige poster gennem næsten hele hans liv. Bent ”dommer” har blandt været ungdomsformand, dommer, afdelingsleder for skiftende årgange, medlem af hovedbestyrelsen, redaktør af klubbladet "Bold", hjulpet til ved Loppemarked, Juletræssalg m.v., formand for F.D.V. – Foreningen Dalum Venner - samt ikke mindst dommerpåsætter i mange år. Derfor blev Bent yderst fortjent da også æresmedlem i Dalum IF.

På internationalt plan har Bent Petersen fungeret som medudvikler af den engelske fodboldskole Aston International. Hvervet som rejseleder på de årlige ture gav kontakt til mange senere topspillere. Det gælder navne som for eksempel Mark Strudal, Jon Dal Thomassen og Christian Poulsen.
Indsatsen blev eksempelvis belønnet med flere pokaler fra den nu nedlagte skole. Bent Petersen er også hædret på den hjemlige front med en æresnål fra Fynskredsen under DAI samt et sølvemblem fra FBU. (DBU-Fyn).

Det var altid festligt at møde Bent ”Dommer” i Dalum IF eller have ham i røret til en god sludder, samt et velment råd fra denne klubbens nestor. Sidste gang jeg talte med Bent ”Dommer” i telefonen sagde han meget sigende:
Det var godt i vandt i lørdags, men du var godt nok sent på den med kampreferatet.
Hvis der ikke var blevet rettet op på dette til den kommende kamp, kunne man være helt sikker på, at der igen stod Bent Dommer i displayet på ens telefon. Bents råd var altid velment og så fik vi også en hyggelig fodbold sludder med Dalum IF i centrum.

Æret være Bent ”Dommer” Petersens minde.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk