Rasmus Friis Andersen skifter til Dalum I.F.
Selvom Rasmus Friis Andersen (24) i dag kan præsenteres som ny spiller på Dalum I.F.’s 2. Divisionshold, så har han trænet med i truppen siden efteråret. På den baggrund har Rasmus som prøvespiller haft mulighed for at danne sig et indtryk af klubben, hvilket i sidste ende har ført til, at Rasmus har valgt Dalum I.F. som ny klub.
Rasmus har spillet i FC Svendborg gennem de seneste to sæsoner, og debuterede i midterforsvaret på det sydfynske 2. Divisionshold tilbage i marts 2015 på Høje Bøge Stadion mod FC Sydvest. Før Rasmus tog skridtet op som divisionsspiller i FC Svendborg, har tiden som seniorspiller bragt ham forbi Langeskov I.F. og Aarslev BK i Fynsserien.
Dalum I.F.’s sportschef Martin Munck udtaler:
- Det kan godt være at Rasmus i første omgang ikke er et navn, som alle og enhver vil kunne sætte et ansigt på. Ikke mindst i forhold til nogle af de andre nye spillere vi har præsenteret. Men tag endelig ikke fejl. For Rasmus er en fysisk stærk og teknisk dygtig forsvarsspiller, der kan dække samtlige pladser i den bagerste kæde. Desuden har Rasmus gennem en længere periode trænet med i truppen, hvor han har overbevist os om sine kvaliteter. Han er en talentfuld og udviklingsparat forsvarsspiller, som vi i Dalum I.F. tror på kan få sit gennembrud hos os.
På vegne af Dalum I.F. ønsker vi Rasmus velkommen i den røde trøje.